LILLE TILBAGEBLIK PÅ 1997 - OG OM FREMTIDEN I VBF

I den skrivende stund er såvel VBFs og Jule-Glædens regnskab 1997 færdig og revideret af foreningens egne revisorer.

Når dette skrives, skal jeg som formand gøre opmærksom på, at VBF er kommet ud af 1997 uden de store "skrammer" rent økonomisk, selv om man i løbet af 1997 måtte sælge nogle obligationer for at være likvide overfor Jule-Glædens sparere og medarbejdere.

I 1998 vil der være nogle " økonomiske sår", der skal læges efter den turbulens, som Jule-Glædens ophør medførte, og dette håber jeg kan ske ved at sætte tæring efter næring - og det er der tegn i sol og måne på, at det kan efterleves af bestyrelsen.

Men ovenstående vil ikke på nogen måde gå ud over vore medlemmer, hvor vi så til gengæld forventer, at alle medlemmer indbetaler deres kontingent - så vi ikke skal slette ret mange på grund af restance. Altså betal dit kontingent, hvis du ikke allerede har betalt det. Der er i dag desværre mange restanter for såvel 1997 som 1998.

I foreningens kontor i Pontoppidansgade 34 skal vi nu fremover til at samle vore medlemmer en eller to gange i ugen til kortspil, rafling m.v. og har du ikke allerede meldt dig hertil, så gør det NU - vi glæder os til at sende dig en indbydelse engang i eftersommeren 1998.

Formanden