SOMMERUDFLUGTEN 1998

**************************

Efter en af de skønneste udflugter i mands minde må mange af vor kære VBFere være godt kede af, at de ikke var med på denne skønne sommerudflugt 1998.

Kl. 8.30 mødtes 32 VBF'ere og deres koner på Viby Torv - og efter en dejlig køretur gennem det smukke Jylland nåede vi i god tid til Benniksgaard i Rinkenæs og hvor var der kønt - en dejlig gammel gård med ca. 700 år på bagen - og sikke mad vi fik - det var lige, hvad vi kunne goutere.

Og så fulgte en meget speciel oplevelse i form af det nye 1864-Historiecenter på Dybbøl Banke. Og hvilken guide vi fik - han fortalte så vi næsten ikke kunne få ham stoppet igen - han vidste alt om Dybbøl og slaget den 18. april 1864 - det sidste fik vi rigt illustreret ved det panorama, der er lavet i centret - men også ved den særprægede film, der afsluttede gennemgangen af dette historiecenter, som det virkelig er en oplevelse at se og høre om.

Men vi skulle videre og turen blev værdig afsluttet med en dejlig kop kaffe med varm kringle og lagkage på en Kongelig Privilegeret Kro - bedre kunne det ikke være - og alle nød den sidste køretur tilbage til Viby, som vi nåede til den lovede tid kl. 18.30.

En helt igennem pragtfuld tur, som festudvalget kun skal have ros for. Og det selv om vi ikke var ret mange.