STIFTELSESFESTEN

 

Foreningens 141. Stiftelsesfest i Frimurerlogen - den første for vor nye formand - var absolut en succes.

84 festklædte og positive medlemmer var med til at fejre dagen, hvor vi først mødtes til en velkomstdrik, forinden vi gik ind til de smukt pyntede borde.

Fanen blev ført ind, telegram til og fra Hendes Majestæt Dronningen blev oplæst, efterfulgt af 9 hurra-råb, forinden vi påbegyndte de kulinariske oplevelser.

Aftenens festtaler, oberst P. Foss, underholdt på morsom vis, og stemningen var helt i top - ligesom foreningens tidligere formand Aksel Koldste holdt en pæn tale og udbragte et leve for vor gamle forening.

Som et ekstra clou efter hovedretten - og et for selv bestyrelsen ganske uventet indslag - marcherede Den Jydske Pigegarde ind for fuld musik og klapsalver, alt imens værten Bent Sørensen smilende så til. Vi fik flere dejlige numre, ligesom den dygtige tamburmajor viste sin kunnen. Klapsalverne ville ingen ende tage. En stor tak til Bent Sørensen skal lyde. Ja, sikke en stemning.

Derefter var det tid til dessert, og ind kom Bent Sørensen kørende med en isanretning, opsat i flere etager, som en bryllupskage og selvfølgelig med festfyrværkeri - og ikke mindst en himmerigsmundfuld.

Efter kaffen gik dansen lystigt, indtil det traditionen tro var tid at slutte dansen af med at tage hinanden i hænderne og synge "Skuld gammel venskaw rent forgo", hvorefter vi nød Bents dejlige aspargessuppe.

En rigtig våbenbroderfest var herefter slut. Vi glæder os til vi ses igen.