Stiftelsesfesten

Foreningens 141. stiftelsesfest, lørdag den 6. okt i Frimurerlogen var også i år en vellykket fest.

94 forventningsfulde våbenbrødre med ledsager sluttede op om det årlige arrangement, hvor vi for første gang stiftede bekendtskab med den nye vært, Peter Lønnquist, og hans kulinariske formåen – og vi blev sandelig ikke skuffet. Pragtfuld mad, fin servering og det kendte vinmærke ”Ad Libitum”.

På behørig vis var fanen forinden ført ind og et ni-foldigt leve udråbt for Hendes Majestæt Dronningen, ligesom der var budt velkommen af Formanden med en særlig velkomst til aftenens festtaler Oberstløjtnant Kim Astrup fra Hjemmeværnet. Værten blev der også lejlighed til at hilse på, i det han på bedste maner trådte frem og fortalte om aftenens menu.

Dansen gik livligt – om end musikeren i år ikke rigtigt kunne leve op til forventningerne – bedre held næste gang !

En dejlig aften sluttede som noget nyt med en gang ungarsk gullasch suppe.

En rigtig våbenbrødrefest.